Dialogisk fortælling med børn

Dialogisk fortælling med børn

Den menneskelige tale og tænkning består grundlæggende af to elementer.

Det ene er det konkrete. Alt det, som vi kan se og forholde os konkret til i livet og dagligdagen. Alt det, som vi kan gøre os anskuelige begreber om.

Det andet er det fortællende sprog. Det fortællende sprog handler om alt det, som vi ikke kan se og forholde os konkret til, men som vi er nødsaget til at forestille os og danne indre forestillingsbilleder af, når vi tænker på det og taler om det.

Meget i den menneskelige tilværelse er jo konkret og håndgribeligt, men hvis vi kun kendte og anvendte den del af sproget, så ville livet i det lange løb blive ret fattigt og farveløst.

Det fortællende sprog

Det fortællende sproggrundlægges i barnets første leveår, længe før barnet får et egentligt sprog. Det er i sin basale form dialogisk.

Barnets voksne må hele tiden forsøge at gætte sig til, hvad barnet ”siger” lige nu, og det gør de fleste voksne ved at forestille sig, hvad det er barnet har behov for og gerne vil.

Den voksne, som ønsker at udvikle sit barn, vil typisk gøre det i en dialogisk fortællende form: ”Nå, du er nok sulten lille ven.”

”Nå, du er nok en lille selskabsløve.”

”Nu skal mor komme og fortælle dig noget.”

Det er grundlæggende små historier, som den voksne fortæller for at finde mening og sammenhæng i det, som barnet udtrykker med sine begrænsede kommunikative færdigheder  – gråd, hikken, smil, kigge væk etc.

Dialogisk fortælling

Dialogisk fortællinger således en af grundstenene i barnets første sprogudvikling. I takt med, at barnet præsenteres for flere og flere mulige historier om sin egen person og sine egne behov, jo mere finder barnet sammenhæng og mening i sin egen tilværelse.

Snart kan barnet begynde at gentage sine egne scripts for, hvad det selv og dets voksne gør i bestemte situationer og sammenhænge.

Scripts

Scripts er små fortællinger om livets gøren og laden. Det er sprogets grundstene, som skaber mening og sammenhæng i tilværelsen og i relationerne til andre mennesker.

Scripts er oplæg til forhandling og dialog. Nogle scripts gælder alene sammen med mor, andre scripts gælder sammen med søskende, atter andre sammen med mormor, og nogle helt fjerde gælder i daginstitutionen eller skolen.

Scripts er oplæg til dialog og forhandling, men også til kamp og modstand:

”Det plejer vi ikke.”

Vi udvikler barnets narrative/fortællende kompetence, når vi indgår i dialog med barnet og er bevidste om, at alle situationer kan forstås på mindst to måder og ofte på rigtig mange måder, alt afhængig af hvem som fortæller og hvem som lytter til det, som fortælles.

Dialogisk fortælling med børn

Dialogisk fortælling anvender vi i mange forskellige situationer og sammenhænge. Bevidstheden om den ”dialogiske fortælling” er vigtig, når vi oplever noget sammen med børn – om det er brødbagning, teater, musik eller hvad det er. Så interesserer vi os for, hvad barnet oplever og hvordan barnet finder mening i det oplevede. Vi er opmærksomme på at stille åbne spørgsmål, som ikke kan besvares med et ja eller et nej – spørgsmål, som får barnet til at fortælle en historie om, hvad det har oplevet.

Børn fortæller meget gerne, men mange voksne lider af den vantro, at der er en mere ”rigtig” fortælling om det som vi har oplevet end den som barnet har oplevet. Lige dér dræber man dialogen og samtalen; man lærer barnet, at det ikke skal stole på sin egen sansning og oplevelse. Mange voksne finder det også morsomt og naivt, hvad børn oplever og fortæller. De morer sig over det, og det er en skam, for hvis de anstrengte sig bare en smule mere, kunne de let se og opleve den mening, som barnet har oplevet.

Dialogisk fortælling foregår også i dagligdagens og rutinernes verden. Det er almindeligt, at barnet sætter et ydre sprog på, når det leger eller foretager sig noget – alene, sammen med andre børn eller sammen med voksne. Voksne, som vil støtte den dialogiske fortælling, sætter ord på de ting som de gør sammen med børn og nyder, at børn har deres egne ord for det som de ser og oplever eller gør.

Dialogisk læsning

Dialogisk fortælling har de seneste år specielt været fokuseret på dialogisk læsning. Det skyldes, at bogen gennem de sidste 50-60 år har været et absolut dominerende medie i uddannelsessystemet og i samværet mellem børn og voksne. De fleste voksne har fået deres primære fortælleoplevelse gennem højtlæsning og billedbogslæsning sammen med voksne. Takket være offentlige børnebiblioteker og daginstitutioners indkøb af børnebøger, er de fleste voksnes fortællende kompetencer bundet til dette medie, og mange har svært ved at forestille sig, at de kan fortælle på andre måder end ved at læse højt og kigge i billedbøger sammen med børn.

Billedbøgerne er et rigtigt godt medie i forhold til dialogen, fordi pædagogen, læreren eller forældrene har mulighed for at forberede sig på dialogen og det fortællende eller dialogiske samvær med børnene. Og al forberedelse er af det gode.

Forberedelsen giver mulighed for at erindre, hvordan det var dengang vi selv var børn. Når vi læser Astrid Lindgren, hører vi ofte vores forældres eller pædagogens stemme i baggrunden, og måske ser vi også alle de fantasibilleder, som vi så dengang vi selv hørte historien i barndommen. Når vi gør det, er vi bedre forberedte på at være dialogisk fortællende sammen med børn.

Men dialogisk læsning har også sine begrænsninger.

Begrænsninger

Mange voksne læser så dårligt, at de binder alt for meget energi i selve det at læse. Så fanger de ikke rigtigt børnene, eller de er ikke tilstrækkeligt opmærksomme på, om børnene er med og reagerer på det som de får fortalt. Og hvis man ikke ser børnene, så er man også automatisk handicappet i sit ønske om at indgå i dialog med børnene – hvis man da ellers anskuer dialog som en tosidig aktivitet.

Samtidig er mange billedbøger i virkeligheden skabt til meget mindre grupper og sammenhænge end de, som er det gængse i mange daginstitutioner.

Film og video som oplæg til dialog kan også være vanskelige at anvende, fordi den voksne ofte befinder sig bag børnene og slet ikke får en oplevelse af, hvordan børnene oplever og hvilket indtryk det gør på dem.

Den mundtlige fortælling i sin traditionelle form

Den mundtlige fortælling i sin traditionelle former uforligneligt brugbar i forhold til dialogisk fortælling,. Børnene ser og mærker den fortællende voksne, som ikke dækker sit ansigt og sin krop bag en bog, men taler og gestikulerer åbent over for børnene.

Får fortælleren en smule øvelse, vil vedkommende også kunne se og mærke de lyttende børn og mærke deres engagement eller mangel på samme. Den mundtlige fortælling ”lige ud af hovedet og uden bog” er i sin form og karakter dialogisk.

Når barnet oplever fortællingen i den voksnes ord, ansigt, mimik og gestik, og mærker, hvordan det fortalte afspejler sig i dets egen fantasi og forestillingsevne, så vil det også straks selv få lyst til selv at fortælle historier.

Den mundtlige fortællings grundide er denne: ”Nu fortæller jeg min historie, og du lytter. Om lidt kan du fortælle din historie, og så lytter jeg.”

Dét er den ægte dialogiske fortælling.

Optimization WordPress Plugins & Solutions by W3 EDGE